Vinens Temperatur

For at kunne nyde vinen fuldt ud, er den rigtige serveringstemperatur vigtig. Desværre bliver mange rødvine drukket for varme og for mange hvidvine for kolde. Jo koldere en vin er, desto færre smagsnuancer er der i vinen. Hvis vinen er for kold “dør” den og maskerer både de gode og dårlige sider ved vinen.

På den anden side skal en vin heller ikke drikkes for varm. Hvis den er over 20°, kan nogle af duftene forsvinde for hurtigt og noget af alkoholen ligså!

Den meget generelle tommelfingerregel for serveringstemperatur er, at jo yngre og simpel vinen er, desto køligere skal den serveres og jo ældre og kompleks vinen er, desto varmere bør den være, når den serveres. De anfalelsesværdige serveringstemperaturer er:

8 – 9° : Lette hvide og mousserende vine

10 – 11° : Tungere hvide og mousserende vine (Champagne)

12 – 13° : Fyldige hvidvine (Chardonnay, Bourgogne), Årgangs Champagner og de bedste, søde dessertvine (Sauterne, Eiswein).

14 – 15° : De lette, unge rødvine som Beaujolais, almindelig Pinot Noir.

16 – 17° : Unge, indholdsrige rødvine som Bourgogne, St. Emilion, Pomerol, Chianti, Barbaresco.

18 – 19° : Tunge, fyldige og modne rødvine som Rhône, Bordeaux Grand Cru Classé, Barolo, Rioja Gran Reserva.

For at opnå den rigtige serveringstemperatur kan følgende anvisninger benyttes:

Hvidvin skal køles langsomt ned i et køleskab. Som alternativ kan anvendes en isspand med isvand i. Chok-køling i fryseren skal undgås – især for bedre vine, da det kan ødelægge nogle smagsstoffer.

Rødvin, som kommer fra en kølig kælder, skal langsomt bringes til serveringstemperatur, f.eks. ved at stille den i det lokale, hvor den skal nydes. Det er kun barbarer, der stiller vin på radiatoren!

I øvrigt er det en god idé, at vinen bringes til en temperatur, som er 1-2° lavere end den serveringstemperatur, den skal nydes ved. Det skyldes, at vinen hurtigt bliver varmere både i flaske og glas.

VinForum har udviklet en smart “beregner” som du kan bruge til til at se, hvor lang tid det tager at køle eller varme en vin op til den ønsket serveringstemperatur:


Der findes flere gode vintermometre, som kan måle den nøjagtige vintemperatur. Hvis man investerer i et sådant, skal det være et af dem, man stikker ned i flasken. Lad være med at købe de termometre, der sidder uden på flasken. De måler i bedste fald kun flaskens temperatur og ikke indholdet.

 

Sælg eller køb vin på VinForum VinAuktion