Denne uge i vintesten er helliget julevin – altså vinhandlernes foretrukne vine til den danske julemiddag. Ikke nogen nem opgave, da den traditionelle julemad ikke er helt nem at sætte vin til.
Vin og mad sammensætning er naturligvis en personlig sag, men alligevel er der nogle grundregler, der er gode at følge, så man hverken ødelægger maden eller vinen. Især når det drejer sig om dansk julemad – for her kan vinen meget nemt “drukne”, hvis man ikke passer på.
Generelt gælder at vinen skal være som maden; let mad – let vin, kraftig mad – kraftig vin, sød mad – sød vin og så videre. En julemiddag med and, flæskesteg, brunede kartofler, rødkål m.m. er således fed og kraftig med både surt og sødt – ikke nogen nem opgave at sætte vin til. Men det kan bestemt lade sig gøre.
Vi skal have fat i en kraftig vin, der er solmoden og gerne har en del alkohol, der kan rense munden for al det fede. Og så gør det ikke noget at den har en smule sødme, der typisk tilføres vinen fra fadlagring. Det efterlader os dog med en del muligheder. “The usual suspects” til jul er således vin fra det sydlige Rhône, Ribera del Duero i Spanien, Amarone, australsk Shiraz og argentinsk Malbec. Disse (eller lignende) vine går man normalt aldrig galt med at servere til julemiddagen.
Der er også vine man helst skal gå uden om juleaften. En klassisk Bordeaux er for tør og tanninrig til at spille sammen med julemad og det samme gælder Barolo og Barbaresco. En Bourgogne vil være for svag til at imødegå den kraftige mad, så den bør man også gå uden om. Vine med meget tannin passer ikke til det sur/søde.
Som det fremgår af de 20 vine i testen er det da også de klassiske julevine, vi har med at gøre. Point og stjerner er givet som vi plejer, altså alene ud fra kvalitet og pris. I beskrivelsen under hver vin er så angivet i hvor høj grad den passer til den danske julemad.
Som det ses er der vine i mange forskellige prisslag og typer. De bedste vine i testen er fra Chateauneuf-du-Pape – det er så også de dyreste – og man går aldrig galt i byen med en god chateauneuf til dansk julemad. Også Catena Malbec 2011 er en super julevin og den er tæt på at blive årets julevin. Det er en mellemfyldig vin med dejlig frugt og en smag, der er saftig og harmonisk med et lille snert af ny fad, der tilføjer lidt sødme. Dejlig balanceret vin. Den scorer 90/100 pts. og prisen er kr. 99,95 hvis du køber 12 flasker hos Philipson Wine.
Årets julevin er Font Sarade Ventoux 2012, som du kan læse mere om her.
Navn | Region | Årgang | Score | Pris |
Argentina | 2011 | 85 | 49,95 v/12 | |
Argentina | 2011 | 88 | 85,00 (tilbud) | |
Argentina | 2011 | 90 | 99,95 v/12 | |
Argentina | 2010 | 86 | 80,00 v/6 | |
Sydafrika | N/A | 86 | 79,00 | |
Australien | 2011 | 89 | 99,95 v/12 | |
Spanien | 2012 | 88 | 85,00 v/6 | |
Italien | 2010 | 90 | 169,95 v/12 | |
Frankrig Rhône | 2012 | 85 | 55,00 v/6 | |
Frankrig Rhône | 2011 | 88 | 85,00 v/6 | |
Frankrig | 2011 | 88 | 99,95 v/6 | |
Frankrig | 2011 | 87 | 99,00 (tilbud) | |
Frankrig Rhône | 2012 | 86 | 99,00 (tilbud) | |
Frankrig Rhône | 2011 | 89 | 135,00 | |
Frankrig Rhône | 2012 | 88 | 80,00 | |
Frankrig Rhône | 2012 | 91 | 135,00 | |
Frankrig Rhône | 2010 | 88 | 139,95 v/6 | |
Frankrig Rhône | 2009 | 88 | 175,00 v/3 | |
Frankrig Rhône | 2010 | 92 | 199,95 v/12 | |
Frankrig Rhône | 2011 | 93 | 250,00 v/6 |