24. oktober 2008

Oven på sidste uges efterårsferie fortsætter vi med endnu en tema-smagning. Denne gang er det Barolo og kun i årgang 2004, der er den sidst frigivne. Der er kun seks flasker til test, men de giver et meget godt billede af årgang 2004, der er blevet rost til skyerne i den internationale vinpresse.

Det er naturligvis endnu unge vine, der gerne må tilbringe nogle år i kælderen, men det er vine med flot frugt og ret bløde, modne tanniner. Og så virker balancen helt i top med flot elegance og finesse, som sammen med frugten, giver meget flotte vine.

Barolo har haft flere flotte årgange de senere år, hvor især 2001 har været fremragende. Om 2004 når helt op på siden af 2001 er endnu for tidligt at konkludere, men noget tyder på det. På det korte sigt er 2004 klart bedst, men i længden kan 2001 godt gå hen og “vinde”. Der er dog tale om to helt forskellige vine.

Hvor 2001 er mere kraftfuld og rank i det, virker vinene fra 2004 mere elegante og betydeligt mere tilgængelige. 2004 er på en måde som en blanding mellem 2000, der var meget frugtig, og 2001. Og det er ingen dårlig kombination.

Vækstsæsonen i 2004 var nærmest perfekt uden ekstreme vejrforhold. Man slap for storme, haglbyger, frost og regn. Sommeren var varm, men ikke ekstrem varm. Den sidste måned inden høsten havde man flot, varmt og solrigt vejr om dagen og kølige nætter – det er præcis hvad nebbiolo-druen har brug for, for at yde sit maksimale. På grund af det rolige vejr, foregik høsten også senere end normalt. Mange høstede fra midten til slutningen af oktober, nogle få først i starten af november. I disse “globale opvarmningstider” er det sjældent med så sen en høst.

Er der så slet ingen negative forhold omkring årgang 2004? Jeg kan kun komme på én faktor og det er prisen. Barolo har aldrig været billig, men flere producenter har valgt at lade vinene stige med 10-15% i årgang 2004 i forhold til 2003 og det gør dem selvsagt endnu mere pebrede. God, almindelig “mainstream” Barolo koster nu omkring 200 kr., mens de alvorlige producenter som regel skal have over 300 kr. for en almindelig Barolo. Taler vi enkeltmarks-baroloer skal vi endnu længere op i pris. Her starter priserne omkring de 400 kr., men vinene koster ofte mere.

Dagens bedste vin er da også en enkeltmarksvin, Paolo Scavino Barolo Bric del Fiasc 2004. Scavino begyndte at dyrke druer i Castiglione Falletto i 1921. Fra start af var der tale om en almindelig “druedyrker”, der solgte druer til det lokale kooperativ. I 1955 startede Paolo Scavino dog med at flaske en del af produktionen selv og fra årgang 1964 var man på markedet med Scavino-navnet på Barolo etiketten. Marken Fiasco eller på dialekt Bric del Fiasc er på 6 ha og ligger i 250 meters højde og som regel giver den ret kraftige vine. Scavino har 2,5 ha.

Vinen er intens i duften med kirsebær, lidt ristet træ, lakrids, blomme. Den er mellemfyldig til fyldig med lækker frugt og en imponerende intens smag med fyldige tanniner, men også med en elegant og meget flot harmoni. Denne kombination af intensitet og elegance gør vinen ekstrem god! Det er virkelig en superbarolo bygget til at ældes med ynde og vitalitet. Meget, meget flot! Den scorer 96/100 pts. og prisen er kr. 575,00 hos Sigurd Müller Vinhandel.

Er du interesseret i at læse mere om Scavino kan du læse artiklen: Topproducent fra Barolo på besøg.

Synes man 575,00 kr. er lige i overkanten for en flaske barolo, kan man prøve Scavino’s Barolo Normale til 335,00 ellers, hvis dette også er for meget, er der to udmærkede baroloer på tilbud fra ugens test, nemlig Terredavino Barolo La Mora 2004 til kr. 149,95 (sat ned fra 199,95) og Marchesi di Barolo Barolo 2004 til kr. 169,95 (normalt 279,95).

Navn Region Årgang Score Pris
Barolo Bussia – Giacosa Fratelli Italien
Piemonte
2004 89 215,00
Barolo La Mora – Terredavino Italien
Piemonte
2004 89 149,95 (tilbud)
Barolo – Marchesi di Barolo Italien
Piemonte
2004 90 169,95 (tilbud)
Barolo – Paolo Scavino Italien
Piemonte
2004 92 335,00
Barolo Cannubi – Marchesi di Barolo Italien
Piemonte
2004 91 399,00
Barolo Bric del Fiasc – Paolo Scavino Italien
Piemonte
2004 96 575,00

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine