En ekstavagant vinsmagning fandt sted for nylig i USA. 35 personer betalte 100.000 kr. hver for at smage nogle af verdens dyreste vine til en gennemsnitspris på 2.000 $ eller 12.500 kr.
Arrangementet, “The Top 100+ Wines of the Century”, blev arrangeret af vinfirmaet Acker Merrall & Condit og forløb over tre dage på tre kendte restauranter i New York.
Blandt de vine, der blev serveret var en vertikalsmagning af Rousseau Chambertin fra 1920’erne og Pétrus fra 50’erne, en horisontalsmagning af første cru’erne fra Bordeaux årgang 1959 og Jayer Bourgogne 1985, inklusiv Echézeaux, Vosne Romanée Cros Parantoux, og Richebourg, og Domaine de la Romanée Conti Romanée Conti fra 1923, 1937 og 1945 – den sidste har en pris på ca. 15.000$ pr. flaske (95.000 kr.).
Desuden blev der bl.a. smagt 1989 og 1990 Chateauneuf du Pape fra Château Rayas, Domaine Marcoux Vieilles Vignes, Château de Beaucastel Hommage a Jacques Perrin og Bonneau Reserve des Celestins.
I alt blev der serveret vin for 400.000$ (2,5 mill. kroner). Totredjedele af de fremmødte havde også deltaget i et lignende arrangement året før, der strakte sig over 4 dage og koncentrerede sig om vin fra forskellige lande.
Og til næste år planlægges der yderligere et arrangement.