Flere toplots af Chateau d’Yquem kommer på auktion i London i løbet af foråret. Sotheby’s har et enkelt lot på 70 årgange fra 1892 til 2001. Sælger er den franske internet-vinhandler Wineandco. Auktionen foregår den 16. april og forventes at indbringe over 1 mill. kr. Lot’et består af 136 flasker, to flasker af hver årgang på nær fire årgange.
Flaskerne er i perfekt stand og har aldrig forladt kælderen under slottet. Og som noget helt unikt bliver samlingen solgt, mens den stadig befinder sig på Chateau d’Yquem.
På samme tid sælger brokeren Bordeaux Wine Investments (BWI) flere sæt med 18 flasker d’Yquem i årgangene 1934 til 1982. Hver 18-flaskers samling koster 135.000 kr.
Der er for øjeblikket meget stor efterspørgsel efter Chateau d’Yquem – det bedste slot i Sauternes og vel verdens bedste dessertvin. En af årsagerne er den lange holdbarhed, som d’Yquem beviseligt har.
En af de spillere, der gør sig meget på “d’Yquem-markedet”, Stephen Williams fra Antique Wine Company, siger, at Antique Wine solgte 2.172 flasker Chateau d’Yquem i 2007 til en værdi af 24 mill. kr. Det svarer til 18% af firmaets samlede omsætning. De største markeder var Tyskland, England, Frankrig, USA og Japan. Sikken en niche!