En sjælden samling af Bordeaux vine er stjålet fra den svenske restaurant Ulriksdals Wärdshus. Samlingen bestod af 600 flasker af 1. Cru vine fra Bordeaux og den var listet i Guinness Book of Records som en af de mest komplette samlinger. Tyveriet fandt sted natten mellem den 22. og 23. juli men er først blevet offentliggjort for nylig.
Samlingen bestod af én flaske af hver af de fem 1. Cru’er (Lafite, Latour, Haut-Brion, Margaux og Mouton-Rothschild) og Chateau d’Yquem i hver årgang fra 1900 til 2000. Den var vurderet til ca. 3 mill. kr.
Man mener at det var professionelle, da kun de dyre vine er taget og da der overhovedet ikke er efterladt nogle spor. Selvom samlingen er forsikret lå den virkelige værdi i samlingens store bredde og dybde – noget der kan være svært at erstatte. Den var mere et museum og var i øvrigt ikke til salg – meget af vinen var højst sandsynligt udrikkeligt!
Samlingen kan være svær at afhænde, da alle auktionshuse m.m. er advaret. Med mindre det selvfølgelig er bestilt arbejde…