I den kommende weekend er det tid til den årlige, traditionelle vinauktion på Hospices de Beaune. Og for første gang siden starten i 1859 har private købere mulighed for at byde på auktionen. Ellers har det altid skulle gå gennem en negociant.
En anden nyhed i år er, at det er det engelske auktionshus Christie’s, der står for auktionen. Disse to ændringer har medført stor interesse fra Bourgogne fans over hele verden, der ønsker at byde på auktionen. Mange er gået sammen via “byde-ringe”, som er samlet på Internettets mange fora’er.
I gennemsnit forventes priserne at stige med 15% i år, men det skal holdes op mod et fald sidste år på 29%. Der bydes på hele fade af vin, der hver især indeholder 228 flasker vin. Efter auktionen bliver købere anvist til et sted, hvor vinen kan lagre og senere fyldt på flaske. Dette skal i følge reglerne foregå i Bourgogne.
Skulle der blandt VinForums læsere være enkelte som ønsker at byde kan man henvende sig til Christie’s Paris på +44 33 1 40 76 85 85.
http://www.christies.com/