5. november 2004

For mange danskere har deres første vinbekendtskab været spansk. I 70’erne var Rioja den helt store sællert i Danmark og de bløde, fadlagrede vine faldt i danskernes smag. Jeg husker selv at have købt en Rioja, som hed noget med Ramona i starten af 80’erne – den kom på bordet når jeg som fattig studerende havde gæster (ellers drak jeg mest øl!!!).Siden er der sket meget – både i Spanien og i Danmark. Blandt andet er dagens forbrugers smagspræferencer ændret. Vi vil nu have mere frugt, volumen og blødhed. Det er der selvfølgelig mange spanske vinproducenter, der også har fundet ud af. Og det betyder, at unge, nye spanske vinmagere har gjort op med den traditionelle stil og er begyndt at lave mere “moderne” vine med lavt udbytte, megen frugt og kort lagring på ny fransk eg.

Og den nye stil er især slået igennem i mange af de mindre kendte spanske vindistrikter som Priorat, Toro, Bierzo og Jumilla. Og med fremragende resultater – så gode at den amerikanske vinguru Robert Parker netop har udtalt, at Spanien er verdens mest spændende vinland for øjeblikket.

Det vil spanierne selvfølgelig gerne fortælle til omverdenen og bl.a. derfor havde den Spanske Ambassade indbudt til et spændende arrangement med to af spansk vins dygtige vinmagere Telmo Rodriguez og Peter Sisseck. Sidstnævnte er nok mest i Danmark, da Sisseck jo er dansk og manden bag en af Spaniens bedste og dyreste vine, Pingus. Telmo Rodriguez er egentlig fra Baskerlandet men laver vin i mange forskellige vindistrikter over hele Spanien.

De to herrer kommenterede spansk vin generelt og specifikt de 19 meget spændende vine, der blev serveret til smagningen. “Der findes ikke traditionel eller moderne vin, men kun god eller dårlig vin”, var Rodriguez’ kommentar til spørgsmålet om den traditionelle stil mod den moderne og så var tonen ligesom slået an til smagningen, der startede med 5 hvide vine. Blandt disse var Seleccion Pazo De Señorans 2000 fra Rias Baixas (kr. 248,25, Dan Wine Import) et spændende bekendtskab. En frisk mellemfyldig vin med super frugt og en god rensende syre. Den har flot balance og en dejlig lang smag. Jeg gav den 91/100 pts. og den var i øvrigt glimrende som madvin.

Telmo Rodriguez kom derefter med et bud på, hvordan det kan være, at der sker så meget nyt i Spanien lige nu. “Spanien er bagud, når det drejer sig om terroir og appellation. De bedste vine i Spanien har altid været blandingsvine af mange druer fra mange forskellige områder. Men nu er der kommet en ny generation af vinmagere, der ikke er tynget af traditioner og som hellere vil fremstille vine, der udtrykker den enkelte vinmarks terroir”. Og det smagte vi så! Blandt de bedste røde vine var:

Finca Sandoval 2002 fra området Manchuela. Fremstillet på Syrah er det en atypisk spansk vin, men den var flot intens med en fornem balance og samtidig med en del kompleksitet og finesse. Jeg gav den 92/100 pts. Den fohandles p.t. ikke på det danske marked. En af de bedste vine var Los Astrales 2001 fra Ribera del Duero. En fyldig basse med masser af tung frugt og kraftige tanniner. En powervin, der fylder munden helt ud. Har klart fremtiden for sig. Jeg gav 94/100 pts. (kr. 209,00 hos Theis Vine).

Og så smagte vi også Spanien måske mest kendte vin Vega Sicilia. Her var det Unico 1991, der er den senest lancerede vin fra vingården. Og den var da god men kunne ikke hamle om med mange af de nye vine. Den er meget harmonisk og velbalanceret med en lang, lidt animalsk smag. Minder lidt om Bourgogne. Jeg gav 90/100 pts. (Sigurd Müller Vinhandel – pris ukendt).

Innovation uden at miste traditionen
“Opgaven i Spanien i dag er innovation men innovation uden at miste traditionen. Og det er ikke nemt”, mente danske Peter Sisseck. “Men vi er heldige i Spanien, da vi har nogle af de bedste betingelser i verden for at dyrke vin. Det betyder, at druematerialet er i orden, så vi har ikke brug for kunstgreb som i mange andre vinlande. Ekstraktion, koncentration og tilsætning af syre behøver vi ikke – terroir’et giver optimale betingelser. Man kan sige, at vi fra naturens side er økologiske”. Og så tilføjede Peter Sisseck, at han var glad for, at han for en gangs skyld ikke skulle kommentere sin egen vin, men var hentet ind som ekspert på alle spanske vine.

Nogle af de smagte vine bar præg af at være noget kraftige med megen tannin og fransk eg og måske ikke helt i balance. Det fik Sisseck til at komme med denne forklaring: “Mange af de nye vinmagere er helt unge og de er vilde efter at prøve noget nyt. Det giver sig udslag i “vilde” vine, hvor de ikke har lært at styre sig endnu. Når de finder balancen i vinen og får mere erfaring vil de fremstille fantastiske vine, der vil repræsentere deres terroir flot!”

Og hvis det er tilfældet ser fremtiden for spansk topvin jo lys ud. I hvert fald er det en god idé at holde øje med Spanien fremover. Kvaliteten af de gode topvine vil med sikkerhed også slå igennem på vine i mere forbrugervenlige prislejer. Så vend trygt blikket mod Spanien og gå på opdagelse i den “nye” vinverden derfra.

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine