Spanien har tabt en 12 år lang kamp mod Argentina over brugen af navnet La Rioja. Den nordvestlige argentinske provins La Rioja blev grundlagt af en spanier i 1591 og spanierne var også ansvalige for at plante vinstokke i regionen. I de seneste årtier har Spanien dog i stigende grad være bekymret over, om vinforbrugerne vil forveksle vine fra La Rioja Argentina, som de er mærket, med vine fra den nordlige spanske DO Rioja – et af de mest anerkendte vinmærker i verden.
I 1999 indledte Consejo Regulador i Rioja en sag mod den argentinske region, som resulterede i en lang kamp ved domstolene, som først lige er overstået. En dommer i Buenos Aires har netop afvist sagen med den begrundelse, at La Rioja Argentina er væsensforskellig i forhold til sin spanske navnebroder og at der ikke har været nogen planer om at skabe forvirring. Desuden gør den omstændighed, at størstedelen af vinene i den spanske region er røde vine fremstillet på Tempranillo, mens de fleste af La Rioja Argentinas vine er hvide, fremstillet på Torrontés, endnu en grund til, at forvirring var usandsynlig, har den argentinske region hævdet.
Rioja Consejo vil appellere afgørelsen. Markedsundersøgelser viser, at næsten 60% af forbrugerne forveksler vinene fra La Rioja Argentina med La Rioja, siger generalsekretær José Luis Lapuente til Daily Telegraph. Mange vinhandlere kalder dog sagen for en storm i et glas vand på grund af regionernes relativt lille størrelse, men erkender dog at der er mulighed for en forveksling. ”Jeg vil mene, at 99% af alle mine kunder, der så ordet ’Rioja’ på en flaske ville tro, at den kom fra Spanien,” siger en vinhandler til Decanter.com. ” Ingen ved rigtigt meget om argentinske vinregioner, gør de? Har nogen hørt om La Rioja i Argentina?”.
La Rioja i Spanien har omkring 61.000 ha jord med vinmarker og producerer omkring 250 mill. liter vin om året fra over 600 bodegaer. La Rioja i Argentina er en brøkdel af dette med 8.200 ha og producerer 60 mill. liter vin.