Nu er også høsten af Cabernet Sauvignon i gang i Bordeaux. Cabernet er traditionelt den senest modnede drue, men siden 1. oktober har høsten i Medoc været i gang – endda siden 26. september i Saint Julien og Pauillac. Høsten er noget senere end sidste år, hvor de fleste var færdige på dette tidspunkt. Men det gode efterårsvejr har gjort det muligt at vente og dermed få optimalt modne druer i hus. Specielt i Medoc har producenterne ventet mest muligt.
I Medoc er Merlot-høsten ved at være overstået. Merlot-høsten har taget lang tid, op mod 3 uger, hvor den normalt overståes på 3-4 dage. Men modningen har været meget uens i forskellige marker.
Den samlede høstmængde forventes at blive mellem 5,5 og 5,6 mill. hektoliter. Det er mindre end sidste år og det har medvirket til at presse prisen på en tonneau (900 liter) almindelig Bordeaux-vin op på 1.000 €. I 2006 var prisen 880 €.

