Rusland er kommet op i den eksklusive klub af lande, hvor der drikkes mere end en million flasker champagne om året. Det samlede champagne salg steg med 5% sidste år med 17 millioner flere flasker solgt. Samtidigt steg eksporten til Rusland med over 40% og det bringer Rusland ind i “Klub 1 million” for første gang.
Der er kun omkring 15 lande i verden, hvor der drikkes over 1 mill. flasker champagne om året.
Det samlede champagne salg var på 339 mill. flasker i 2007, en stigning på 5,3% i forhold til året før, ifølge champagneorganisationen CIVC. 55% af det totale salg går til hjemmemarkedet Frankrig, mens resten eksporteres med et stærkt stigende salg i Rusland, Indien og Kina.
CIVC vil ikke ud med, hvilke champagnemærker, der sælger mest, men kilder antyder, at det er Moët & Chandon og Veuve Cliquot (den gule enke). Begge er ejet af luksus-selskabet Louis Vuitton Moët Hennessy, LVMH.

