Verdens ældste velgørenhedsvinauktion, Hospice de Beaune, blev traditionen tro afholdt sidste søndag – 3. søndag i november. Der blev sat omsætningsrekord med 4,29 mill. € – det er 27% mere end sidste år og endda for en mindre mængde vin. Normalt er auktionen et fingerpeg om, hvor god årgangen er og i hvilken retning priserne skal bevæge sig. Der var dog visse bekymringer over den store prisstigning – også selvom årgangen ser ud til at blive fremragende. Men efterspørgslen efter god Bourgogne er stigende og det får selvsagt priserne til at gå op.
Især den røde vin fra Grand Cru marker mærkede stor efterspørgsel med en stigning i prisen på 38% i forhold til sidste år.
Den traditionelle auktion er afholdt siden 1859 og til salg på auktionen er fade med vin fra marker, som det gamle hospital i Beaune ejer. Hvert fad, kaldet “pièce”, indeholder 228 liter vin. Indtægten fra auktionen går til at drive hospitalet. I alt blev der solgt 607 fade i år mod 680 sidste år.
I øvrigt kan interesserede byde live via Internettet. Det er Christie’s auktioner, der står for selve auktionsdelen.