Det alcasiske vinhus Domaine Weinbach skal fremover distribueres af Philipson Wine i Danmark. Det meddeler firmaet i en pressemeddelelse. Det var tidligere vinfirmaet Johs. M. Klein, der havde importen.
Domaine Weinbach ledes af den karismatiske Mme Colette Faller, samt døtrene Laurence og Cathérine. Domænet ligger i Kayserberg i hjertet af Alsace. Ejendommen er i realiteten et lille slot, som kan dateres helt tilbage til før 800-tallet. Den ligger omgivet af en mark, der går under navnet Clos des Capucins, som henter sit navn fra kapuciner-munkene, som besad ejendommen i 1600-tallet.
Domaine Weinbach anvender udelukkende druer af egen avl, hvoraf godt en tredjedel produceres efter biodynamiske forskrifter. Domænets markbesiddelser er nogle af de bedste i Alsace: Schlossberg, Furstentum og Mambourg er alle tre Grand Cru-marker. De to sidste marker, Clos des Capucins og Altenbourg, er ikke Grand Cru-klassificerede, men mange er enige om, at de måske burde være det.
Robert Parker angiver Domaine Weinbach til at bære blandt de 15 bedste producenter i Alsace. Så Philipson Wine har fået endnu et stort mærke tilføjet sin i forvejen imponerende portefølje.