I dag er en speciel dag for en flok vin-entusiaster fra Århus! I dag udgiver de nemlig et splinternyt vinblad i Danmark og kalder det naturligt nok for Vinmagasinet. Ideen med magasinet er at ramme en bred målgruppe, der nok er interesseret i vin, men ikke nørd eller freak, bare ganske almindelig vininteresseret. Tonen i magasinet er derfor let tilgængelig og uhøjtidelig.
Jeg er selv meget spændt på modtagelsen af magasinet – ikke mindst fordi jeg selv har en finger med i det! Jeg er fast skribent og smager på bladet og rådgiver redaktionen. Første nummer har (selvfølgelig) nogle småfejl, som ikke helt kan undgås i første nummer men det præsenterer sig flot, lyst og meget tilgængeligt. Og så er forsidehistorien om Laudrup selvfølgelig med til at sælge bladet 🙂
Vimagasinet udgives månedligt, er landsdækkende og udkommer i 19.000 eksemplarer de første seks måneder. Du kan købe magasinet i løssalg eller tegne abonnement.