Nyt økologisk vinprojekt ser dagens lys på Møn. Som det første i Danmark indbyder Møn Økologisk til tegning af andele i et nyt økologisk vin-projekt på erhvervsmæssig basis. Formålet er at producere en 1. klasses kvalitetsvin af 1. klasses druesorter, primært til salg på det danske marked.
Andelene udbydes i størrelser á 25.000,00 kr. Den enkelte andelshaver får chancen for at have indflydelse på og medvirke til den økologiske drift, og samtidig foretage en attraktiv investering i en bæredygtig økologisk produktion.
Møn Økologisk, der er dyrket økologisk siden 1998, ejes og drives af Eva Bøtker. Gården, der er på 6 HA, har specialiseret sig i nicheproduktion af høj kvalitet, og er blandt andet kendt for sin produktion af grønne økologiske asparges der sælges engros og detail, 2 sorter jordbær, rabarber, kartofler, en kvædeplantage og en juletræsproduktion. Markerne, der er udset til vinstokkene, udgør 2,4 ha. og er godt beliggende midt i den lille by Askeby på Møn.
Vinfremstillingen kommer til at foregå i samarbejde med Kurt Forslund, Højbakke Vingård, et af danmarks største vinerier, beliggende i fornuftig afstand fra Møn Økologisk, på Bogø i Nakskov Fjord.
Møn Økologisk afholder økologisk Høstmarked den 2. september 2007 fra kl. 10.00 til kl. 16.00, og her er det muligt at få en rundvisning på gården. Der afholdes informationsmøde den 19. september 2007. Tilmelding til informationsmøde kan ske til Møn Økologisk, Fanefjordgade 16, 4792 Askeby på telefon 5582 6489 eller e-mail: frigg@newmail.dk, att. Eva Bøtker.