Forbrugere der køber vin over Internettet, køber flere flasker og dyrere vin end tilsvarende forbrugere, der besøger normale, “fysiske” vinforretninger. Det viser en ny australsk undersøgelse fra University of South Australia. Den viser også, at mange forbrugere ikke vender tilbage til den online forretning.
I australien er det mindre end 0,5% af detailhandlen på vin, der går via Internettet, selvom vin er et informationstungt produkt og derved præsenterer sig godt i et elektronisk medie. En vinkøber på nettet er således anonym og kan ikke “dumme” sig eller føle sig trådt på, som nogle måske føler i en vinhandel, hvor vinsnobberiet hersker.
En gennemsnitsforbruger i Australien køber 18,5 fl. på Internettet mod 11,5 fl. i en normal vinhandel. Gennemsnitsprisen på nettet pr. flaske er kr. 102,00 , mens den er kr. 82,50 i en alm. forretning.

