Nu får den danske vin- og restaurantbranche en seriøs og omfattende grunduddannelse inden for vin og drikkevarer. Der er tale om en sommelieruddannelse i to trin. Uddannelsen henvender sig til alle med behov for en bred og grundig viden om vin og andre drikkevarer. Uddannelsen er et samarbejde mellem Hotel- og Restaurantskolen i København og Vinkällan, et svensk firma med ti års erfaring i sommelieruddannelser i Stockholm, Göteborg, Linköping og Helsingborg.
Uddannelsen begynder i efteråret 2007 (trin 1) og fortsætter i foråret 2008 (trin 2). Undervisningen foregår i Hotel- og Restaurantskolens lokaler i Niels Hemmingsens Gade 24 centralt i København. På uddannelsen får man bl.a. basisviden om verdens vigtigste vinområder, -typer og stilarter og druesorter. Der sættes også fokus på samspillet mellem mad og vin og sommelierens rolle på en restaurant.