Et forslag om at bygge en motorvej gennem Margaux’ vindistrikt har fået vinproducenterne i området op på mærkerne. Den planlagte motorvej er en del af et større projekt, der skal forbinde det nordvestlige Europa med Spanien og inkluderer en bro over Gironde-floden eller Garonne og Dordogne-floderne.
Mere end 70 vinslotte, inklusiv Château Margaux og Château Palmer, har underskrevet et åbent brev til myndighederne, hvori det hedder, at motorvejen er et indiskutabelt angreb mod nogle af Frankrigs største kulturelle institutioner. Tre af de fem foreslåede ruter vil enten dele Margaux appellationen i to eller gå rundt om den. Også andre appellationer som Medoc, Haut Medoc, Listrac-Medoc, Moulis, Cotes de Blaye og Cotes de Bourg kan blive berørt.
Margaux producenterne har lavet en website – http://www.margaux-danger.com/ – for at kæmpe mod forslaget.