2. november 2005

For anden gang i år kunne Erik Sørensen Grand Vin byde en repræsentant fra en af Bordeaux’ 1. Cru’er velkommen til Danmark. Efter Château Haut-Brions besøg i marts måned var turen kommet til Direktør Hervé Berland fra Baron Philippe de Rothschild – ejeren af Château Mouton Rothschild.

Som det også var tilfældet i marts måned er det en sådan smagning, der kan trække alle folk af huse. Revl og krat fra den danske vinpresse mødte forventningsfulde frem til at smage 8 af Rothschild’s vine fra hele verden, heriblandt Mouton Rothschild 1989.

Monsieur Berland fortalte historien om Mouton, som jo i høj grad er historien om Baron Philippe de Rothschild, der hele sit liv arbejdede på at gøre Mouton bedre, anderledes og ikke mindst til en 1. Grand Cru Classé (Mouton var ved Medoc-klassifikationens udfærdigelse i 1855 kun blevet en 2. Cru). Man må sige at alle tre ting lykkedes for Philippe de Rothschild. Flaskerne skiller sig ud med en kunstudsmykket etiket, tegnet af en ny international kunstner hvert år. Og kronen på værket blev Mouton’s oprykning til 1. Cru i 1973.

Men Philippes innovation har også medført at firmaet i dag laver vin i områder som ligger langt fra Bordeaux; Californien (Opus One) og Chile (Almaviva), og så i Limoux, der jo er noget tættere på Bordeaux.

Imens Berland talte, smagte vi! Nedenfor kan du se smagekommentarerne til de 8 vine:

2002 Aile d’Argent – Blanc de Château Mouton Rothschild
Ikke så intens i næsen med lidt melon, nødder, honning. Mellemfyldig til fyldig vin med fin frugt og en flot lang, meget blød smag. Her er rundhed og fylde og en del kraft. Vinen er i fuld balance med en god syre, der “udjævner” det fede. Slutningen er lang og flot i en tør udgang. 91/100 pts.

2003 Baron ‘Arques – Limoux
Fra Rothschilds vingård i Languedoc, fremstillet på Merlot (50%), Cabernet Sauvignon (10%), Cabernet Franc (10%), Syrah (10%), Malbec (10%), Grenache (10%). Den er intens i næsen med solbær, peber, kirsebær, lakrids, vanille. Fyldig vin med kapow! Her er godt med substans, tannin og en kraftig fadlagring. Slutningen er lang og intens men meget udtørrende. Men absolut god vin. 89/100 pts.

2001 Almaviva – Chile
Intens duft af solbær, cigar, cedertræ, vanille. Fyldig vin med dejlig solmoden frugt og en flot rank smag, der både indeholder tannin og blødhed. Det er en stor vin med en stor intensitet, men også lidt varm i det. Slutningen er lang og vedvarende. 92/100 pts.

1998 Le Petit Mouton – 2. vin til Mouton Rothschild
Intens duft af solbær, cedertræ, tobak, ristet træ. Mellemfyldig vin med god frugt og en pæn, rund, blød og meget behagelig smag. Vinen er pæn, lidt skrabet men meget harmonisk. Slutningen er lang med en lidt tør, røget smag. 88/100 pts.

1996 d’Armailhac, 5. Cru Classé
Intens duft af solbær, læder, peber – lidt mineralsk. Mellemfyldig til fyldig vin med god moden frugt og en god harmoni med en lidt stringent struktur. Vinen er absolut moden – den bør ikke ligge længere. Men ikke nogen stor vin. 89/100 pts.

1995 Clerc Milon, 5. Cru Classé
Intens duft med solbær, blyant, cedertræ – rå i det. Mellemfyldig til fyldig vin med god stringent frugt og stadig masser af kraft. Vinen er meget klassisk Bordeaux med moden frugt, lidt spicyness og gode tanniner. Den er let mineralsk og kølig i stilen. Flot vin. 92/100 pts.

1989 Mouton Rothschild, 1. Cru Classé
Meget intens i næsen med mineraler, blyant, modne bær, tobak, lidt animalske toner. Fantastisk flot aroma. Mellemfyldig til fyldig vin med lækker frugt og fylde og stadig masser af kraft. Den er let mineralsk i udtrykket og med gode kraftige tanniner. Men den mangler noget intensitet og koncentration til at være rigtig flot. Hvis den blot smagte som den dufter, ville det være rigtigt godt. Men det gør den desværre ikke. 92/100 pts.

1997 Coutet 1997, Barsac, 1. Cru Classé Sauternes
Meget dyb farve. Intens duft med honning, orangeskal, abrikos, nødder. Fyldig vin med en god ikke så kraftig smag og en fed sødme med tilpas syre. Smagen er ikke så intens, men meget harmonisk og i fuld balance. 90/100 pts.

Som det fremgår af smagenoterne er der tale om rigtig gode vine og det er altid interessant at smage vine i ældre årgange. Men især Mouton Rothschild skuffer. På papiret er der tale om en af verdens bedste vinproducenter og i en stor og klassisk årgang 1989. Nogle mener at 1989 faktisk er bedre end 1990.

Men Mouton Rothschild 1989 var ikke nogen stor oplevelse. Bevares en god vin. Og selvom nabobordet kom med meget positive udbrud var stemningen mere trykket rundt om udsendtes bord. Vinen var ikke helt i top. Og i øvrigt kan opslag hos både Parker og Wine Spectator bekræfte dette med hhv. 90 og 91 points.

Prisen på Mouton Rothschild 1989 er i øvrigt heller ikke så høj som andre årgange. Nedenfor kan du se priserne fra VinForum VinAuktion på udvalgte årgange på Mouton:

1982: 3.500 kr.
1989: 950 kr.
1990: 1.250 kr.
1992: 550 kr.
1995: 1.050 kr.
1996: 925 kr.
1998: 1.050 kr.
1999: 900 kr.
2000: 2.300 kr.
2001: 900 kr.

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine