Bordeaux-developeren og slotsejeren Bernard Magrez fortsætter ekspansionen af sit vinimperium. Denne gang har han købt vinejendomme i Chile og Spanien.
Magrez, der bl.a. ejer Chateau Pape-Clement og det tidligere “danske-slot” Fombrauge i Bordeuax, har købt 220 ha marker i Colchagua Valley i Chile og et gammelt kloster i Toro i Spanien.
Marken i Chile er indtil videre ubeplantet med ligger i 800-meters højde og blev fundet af Magrez’ ønolog, Michel Rolland. Der skal plantes 50 ha med vinstokke. Det meste af marken kan ikke beplantes, men man måtte købe det store areal for at få de vigtige vandingstilladelser med.
Det spanske opkøb er et kloster fra 1540 i Toro. Der hører ingen vinmarker til, men ideen er at omdanne ejendommen til en vingård, der skal vinificere Magrez’ vinmarker i området.