I lørdags den 24. maj fejrede Laudrup Vin & Gastronomi sit 15 års jubilæum. Det foregik ved en stor vinsmagning for kunder og venner af huset i Axelborg i København. Omkring 35 vinleverandører var mødt op for at skænke gavmildt ud af deres vin, ligesom også gastronomien var repræsenteret med kokke, der optrådte live. Bl.a. Bo Jacobsen fra Restaurationen.
Som altid ved sådanne store arrangementer, kan man ikke nå at smage det hele – man er desværre nødt til at prioritere. Ved smagninger som disse hersker der ofte kaos, hvor folk flokkes om de enkelte borde. Sådan var det gudskelov ikke her. Der var god plads og alle, der ville smage, kunne komme til.
Det bliver for omfattende at nævne alle smagte vine, men her kommer et overblik.
New Zealandske Neudorf præsenterede en flot serie med Riesling, Chardonnay og Pinot Noir. Jeg måtte også smage de to chilenske topvine Sideral og Altair for at se hvordan de klarede sig mod andre chilenske vine, jeg smagte ved Berlin Tasting ugen før – kun efter hukommelsen. Og Altair er bare en topvin – den vil også kunne stå distancen mod de bedste fra Bordeaux.
At Barolo er populær i Danmark kunne ses ved menneskemængden ved smagebordet, så det sprang jeg over og gik i stedet til Brunello og Tenuta di Oliveto, hvor der ikke var et øje. Mærkeligt nok for Brunello Riserva 2001 var helt på toppen. En moderne Brunello med nye fade, men super.
Der var naturligt nok masser af spansk vin. Den moderne Rioja-producent Allende som en af de bedste repræsentanter. Lige fra den normale Allende til super cuvéen Aurus, som er en af de bedste vine fra Rioja i dag. Årgang 2004, som jeg smagte, er ingen undtagelse. En sand topvin; koncentreret, intens og endnu ung i udtrykket. Nok dagens bedste vin!
Jeg lagde også vejen forbi det lidt oversete Navarra-hus Monjardin, som jeg tidligere har besøgt i Navarra. Navarra er ikke “in” for øjeblikket, men man får altså glimrende vine herfra, især ud fra en prismæssig synsvinkel. Crianza’en til 70 kr. er i hvert fald et god køb. Ved siden af stod en producent fra Ribera del Duero, som jeg ikke kendte på forhånd, Ebano. Moderne stil fra et moderne hus, men til priser, der ikke afskrækker, når man tænker på, hvad Ribera del Duero ellers koster.
Jeg sluttede dagen af med en smagning af 10 årgange Muga Prado Enea Rioja fra 1969 til 1995. Den vender vi tilbage til senere.
Alt i alt et flot arrangement; vel gennemført, venlige og glade producenter og medarbejdere og ikke mindst masser af topvine.
Til lykke med fødselsdagen!