I 15 år har Krug Champagne holdt på en hemmelighed. I den periode har brødrene Rémi og Henri Krug og Henri’s søn, Olivier Krug, udviklet, fremstillet og lagret en ny enkeltmarkschampagne. Krug er jo i forvejen det bedste af det bedste inden for Champagne med høje priser til følge, men den ny vin Clos d’Ambonnay 1995, har en af de højeste priser en nylanceret vin nogensinde har haft, ca. 15.000-17.000 kr. pr. flaske.
Clos d’Ambonnay er en “blanc de noirs” udelukkende lavet på Pinot Noir. Ambonnay er en vinmark i Montagne de Reims, og er klassificeret som grand cru. Marken vender mod sydøst og giver rigere og mere fyldig vin. Den ny vin er inspireret af Krug’s Clos du Mesnil, som kommer fra en lille 4,5 ha parcel i Côte de Blancs, som Krug købte i 1971.
Clos du Mesnil har indtil nu været husets dyreste champagne til en pris på ca. 4.000 kr. for seneste årgang 1996.
Ideen til den nye vin opstod nogle år efter Clos du Mesnil blev lavet første gang. Ambonnay-vinmarken var ejet af en af Krugs leverandører og alle var klar over, at den var helt særlig. Efter at have eksperimenteret i nogle år købte Krug vinmarken i 1994 og årgang 1995 bliver således første vin herfra.
Der er i øvrigt kun fremstillet 250 kasser af Clos d’Ambonnay 1995…