Efter at have tabt markedsandele til syntetiske propper og skruelåg, hævder verdens største korkproducent Corticeira Amorim at have løst problemet med propsmag. Ved at modernisere produktionsanlægget og indføre en proces, hvor korken bliver dampet for den naturlige svamp, er andelen af kork med ødelæggende smag nu nede på under 1%. Før i tiden var det 5-7%, siger Amorim.
Løsningen af problemet er blevet godt modtaget på aktiemarkedet, hvor Amorims aktier er steget 79% de sidste 2 år.
Også Amorims franske rival, Oeneo, hævder at have elimineret problemet, sådan at Oeneo i dag kan garantere sine kunder korkpropper uden TCA.
Korkpropper er stadig den klart foretrukne lukkeform på vinflasker. I dag bruges der korkpropper på 78% af alle flasker, men for blot få år siden var den andel 95%. Korkproducenterne håber at kunne tilbageerobre noget af det tabte med deres 100% “raske” propper. Og de hævder at flere kunder i Chile og Sydafrika nu er begyndt at anvende kork igen. En udvikling de naturligvis gerne ser fortsætter.