I en markedsøkonomi er den fri konkurrence mellem firmaer med til at give de laveste priser for forbrugerne. Sådan er det også for vinfirmaer, men her er der ofte en ene-importør, der således selv kan sætte priserne lokalt under hensyntagen til eksisterende konkurence – eller mangel på samme.
Den 8. februar 2008 skrev VinForum, at den australske vinkomet Ben Glaetzer havde skiftede dansk importør fra Philipson Wine til Vinens Verden og at priserne på de dyreste af vinene samtidigt faldt i pris. Det medførte en hurtigt reaktion til VinForum fra Philipson Wine, der påpeger, at Philipson Wine altid har introduceret de pågældende vine, Amon-ra, Godolphin og Wallace, til specialpriser i en kort introduktionsperiode. Og at disse priser har været under Vinens Verdens. Dog har det så været nødvendigt at købe 12 flasker for at få vinene til denne pris.
Men det bedste svar fra Philipson Wine kom blot et par timer senere, da alle Glaetzers vine kom på “6 års onlinefødselsdags-udsalg” og til rene “fantasi” priser, som det beskrives. Amon-ra sælges nu for 300,00 og 350,00 kr. i hhv. årgang 2005 og 2004 (Vinens Verdens pris er 365,00 for 2006), Godolphin for 250,00 og 300,00 i hhv. årgang 2005 og 2004 (Vinens Verdens pris er 299,00 for 2006) og endelig er Wallace 2004 på udsalg til 100,00 (Vinens Verdens pris er 119,00 for 2006). Forskellen er så stadig, at Philipson Wine kun sælger 12 fl. ad gangen, hvor Vinens Verdens pris er for køb af 6 fl. ad gangen. Hvor meget dette er værd, må den enkelte selv gøre op.
Det er dejligt at konkurrence og lidt fokus på forskellige vinhandleres prissætning medfører lavere priser for forbrugerne. I dette konkrete tilfælde har lidt gennemsigtighed jo markant sænket priserne hos én vinhandler. Man kan så spørge om man betaler for meget, når der ikke er udsalg og om man reelt sparer detalailavancen, når man handler direkte? Svaret vender vi tilbage med en anden gang…