Den legendariske Alsace producent, Jean Hugel, er død 84 år gammel. I over 60 år var Jean Frederic Hugel en af Alsace regionens helt store skikkelser. Efter Anden Verdenskrig studerede Hugel både i Montpellier og Bordeaux inden han vendte hjem til Alsace.
Han drev familiefirmaet, der er stiftet i 1639, sammen med sine to brødre, Georges og André, fra 1948 til 1997, hvor hans nevøer Jean Philippe, Marc og Etienne overtog den daglige ledelse. Jean Hugel skrev de regler, der endte med at blive officiel lovgivning for vindyrkning i Alsace i 1984 og som er blandt de strengeste i Frankrig.
Jean Hugel blev kaldt “Johnny” og han var en direkte person med en stærk overbevisning. “Det er kedeligt at se franske vinproducenter følge modens luner”, sagde han en gang om sine kollegers brug af nye egefade og tilføjede: “De er trælasthandlere, der har glemt at være vinmagere.”
En anden af hans udtalelser er legendarisk: “Folk som kan lide vin er flinkere end folk, der ikke kan lide vin!”
Jean Hugel efterlader sin hustru Simone, samt døtrene Dominique og Judith og fire børnebørn.