Der er kommet rigtigt meget vin til ugens tematest af hvid- og rosévine til grill. Det har derfor været nødvendigt at dele smagningen over to uger, så vi starter med de hvide i denne uge og fortsætter med rosévinene i næste uge. Vi har tidligere haft en smagning af de røde grillvine, hvis du skulle have glemt eller overset det.
Der er 20 hvide vine nedenfor, heraf er den ene en dessertvin. En enkelt måtte udgå af testen pga. prop. Det er efterhånden sjældent på de hvide vine, da flertallet er forsynet med skruelåg, men sker altså en gang i mellem – desværre.
Skal en hvidvin kunne klare grillet fisk eller skaldyr kræver det, efter min opfattelse, at den kan modstå den røgede grillsmag. Det kræver lidt fylde og gerne lidt fadsmag også. Den sidste kan jo være ristet i sig selv. Her er Chardonnay – og ofte oversøisk – som regel det naturlige valg.
Mange af vinene i ugens test er lavet på Sauvignon Blanc, som giver meget blomsteragtige og friske vine. De er måske mere egnede til gode salater og frokostretter end egentlig mad fra grillen. Eller som terrassevin.
Der er masser af gode vine i en fornuftig prisklasse i testen. Men der er kun to vine, der svinger sig helt op på 5 stjerner. Den første er fra Portugal og fremstillet i moderne stil men på lokale druer. Jeg bliver stadig både overrasket og imponeret over mange portugisiske vine. Som intet andet vinland forstår Portugal at kombinere lokale (ukendte) druer med en moderne stil, så de på en gang fremstår originale og alligevel internationale.
Der er tale om Herdade do Esporao Reserva 2009. Det er en mellemfyldig vin med dejlig frugt og en smag, der er lettere cremet og med en fin balance, hvor man både har det fede og en balancerende syre. Den har fin fadlagring i sin moderne stil. Dejlig. Den scorer 89/100 pts. og prisen er kr. 89,00 hos Portugisisk Vinkælder. Vil du overraske dine gæster, så prøv denne hvidvin!
Den anden 5-stjerner er mere klassisk, idet der er tale om en vin fra Chablis. La Chablisienne Les Venerables Vielles Vignes 2008 er mellemfyldig med dejlig frugt og en smag, der er forholdsvis mineralsk og flintet i det med en markant syre, men hvor også frugten spiller sig på banen. Dejlig mineralsk chablis, som vil holde sig godt 3-4 år mere. Den scorer 89/pts. og prisen er kr. 99,95 v/12 fl. hos Philipson Wine.