HCA-abc Fonden fik tirsdag overrakt en stor check af H. J. Hansen Vin for salget af 76.000 særlige H. C. Andersen vine, der blev lanceret i anledning af digterens 200-års fødselsdag i 2005. Direktør for HCA-abc Fonden, Mette Holst fik tirsdag overrakt en check på 380.000 kroner fra H. J. Hansen Vin.
H. J. Hansen Vin har haft eneretten på forhandlingen af en særlig H.C. Andersen vin i anledning af den runde fødselsdag i 2005 og firmaet donerede tirsdag 5 kr. pr. solgt flaske til HCA-abc Fonden og dets humanitære formål: Kampen mod analfabetisme.
Vinen blev første gang serveret i H.C. Andersens Hus, Odense den 4. juni 2004 under indvielse af nye udstillinger overværet af HM Dronning Margrethe II., og blev herefter lanceret som officiel jubilæumsvin i anledning af den kendte digters 200 års fødselsdag i 2005.
De fleste steder er der blevet taget godt imod vinen, som også har været at finde på vinkortet i forskellige restauranter, lige fra Skagen til det H.C. Andersenske Tivoli. H.C. Andersen Vinen 2005 var det første produkt af en lang række af samarbejder mellem HCA-abc Fonden og det danske erhvervsliv, der alle havde det fælles mål at rejse penge til det humanitære arbejde i H.C. Andersen navn og dermed sikre børn og unge i hele verden en mulighed for at lære at læse og skrive. Midlerne anvendes til analfabetismeprojekter igangsat af abc Fonden i Mexico, Bolivia og Angola.
Om Fonden
HCA-abc Fonden blev stiftet i april 2004 af Bikubenfonden. HCA-abc Fondens formål er at støtte igangværende og nye initiativer og projekter, der hjælper børn, unge, kvinder og etniske minoriteter i udviklingslande med at lære at læse og skrive. H.C. Andersen-ambassadørerne repræsenterer HCA-abc Fonden i kampen mod analfabetisme ved at synliggøre HCA-abc Fondens arbejde. På denne måde hjælper H.C. Andersen-ambassadørerne til at skabe grundlag for at indsamle midler til det humanitære arbejde. Mere information om HCA-abc Fonden på www.andersenabc.org eller telefon 33 32 35 39.