Det australske vinmagasin Winestate har netop afholdt en kæmpe Syrah/Shiraz smagning. Det er en international smagning, hvor de samler de bedste vine fra hele verden produceret på Syrah/Shiraz. Det er tredje gang smagningen afholdes og et rekordstort antal vine på 790 deltog. Blandt andet også Penfolds Grange, som australierne selv regnede med ville blande sig i topstriden. Desværre måtte den udgå på grund af prop.
Vinene var udvalgt så det bedste fra Rhône og Australien deltog samt en række andre Syrah-vine, som Robert Parker har givet 90+ point. F.eks. vine fra Guigal, Chapoutier og Jaboulet samt Henschke og Clarendon Hills.
Dommerpanelet bestod af ansete vinmagere, vinhandlere, journalister og to Master of Wines.
Efter fem dages smagning og vurdering kunne en top 10 liste udarbejdes. Og den satte Guigal sig ret tungt på med to vine i top 3. Guigal Chateau Ampuis Côte Rôtie 2004 vandt konkurrencen mens 2004 Côte Rôtie Brune et Blonde blev nr. 3. Ind imellem på 2. pladsen kom Henschke Hill og Grace 2004.
En af Parkers favoritter, Clarendon Hills Astralis kom ikke i top 10 ligesom en række andre topvine. Listen ser således ud:
1. Guigal Chateau Ampuis Côte Rôtie 2004
2. Henschke Hill of Grace 2004
3. Guigal Côte Rôtie Brune et Blonde 2004
4. Cuilleron Saint-Joseph Les Lerines 2005
5. Cathart Ridge Estate The Grampian Shiraz 2001
5. Villa Maria Reserve Syrah Hawkes Bay 2006
7. Peter Lehmann Stonewell Shiraz 2004
8. Flaxman Wines Shiraz 2005
9. Craggy Range Le Sol Gimblett Syrah 2006
10. Clayfield Grampians Shiraz 2004
Vinene fra Guigal fås hos Philipson Wine.