Den franske skuespiller Gerard Depardieu er blevet udnævnt til den 16. Pave af Chateau Pape Clement. Bernard Magrez, som ejer Pape Clement, har siden 1992 udnævnt en velkendt “Pave”, som er en slags ambassadør for slottet i et år. De er udvalgt som en anerkendelse for deres rolle i det franske kulturliv. Tidligere paver har været bl.a. Peter Ustinov.
Chateau Pape Clement er et Cru Classé slot i Graves og har rødder tilbage til 1300-tallet, hvor det blev skabt af Bernard de Groth, den senere pave Clement V. Det er dermed et af de ældste dokumenterede vinslotte i Bordeaux.
Depardieu er en af de mest elskede franske skuespillere og er samtidigt stærkt engageret i vindyrkning. I 2005 udtalte han, at han ville opgive skuespillergerningen for i stedet af lave vin. Depardieu producerer blandt andet Ma Verite de Gerard Depardieu i Haut Medoc og Confiance de Gerard Depardieu i Cotes de Blaye sammen med Bernard Magrez.