Ruiner fra Romertiden i det sydlige Frankrig er nu klassificeret som levninger fra landets først kendte vingård. Vingården menes bygget for omkring 2.100 år siden og er stadig omgivet af vinstokke i udkanten af Clermont l’Herault i hjertet af Languedoc.
Der er fundet mini-kratere som i sin tid var baser for kæmpe vinkrukker, som var placeret i snorlige rækker. Hver krukke indeholdt op til 1.800 liter og vandkanaler viser hvordan vinmagerne brugte vand til at holde en konstant temperatur. En villa med en 200m² stor swimming pool var bygget i tilknytning til selve vingården. Der er fundet inskriptioner, der angiver vinbonden som Quintus Iulius Primus, som sikkert kom dertil fra det sydlige Italien for at investere i områdets vinindustri.
Romerne ankom til Languedoc Roussillon via Narbonne omkring år 118 før kristus og man ved at Romerne dyrkede vin i området, som de efterfølgende sendte tilbage til Italien. Vingården er højst sandsynligt senere blevet udkonkurreret og har måtte lukke. Ligesom mange vinbønder i dag har svært ved at klare konkurrencen i området.