Den australske vingigant Foster’s planlægger at transportere 4.500 tons druer fra Western Australia til South Australia. Det sker på grund af mangel på druer. Den australske høst 2008 forventes at blive ca. 30% mindre end normalt på grund af tørke og vandmangel. Og det sker efter en 2007-høst, der også var betydeligt mindre end normalt (af samme årsager).
Foster’s har derfor lavet “engangskontrakter” med 30 vindyrkere i Western Australia for at kunne købe Shiraz, Cabernet Sauvignon og Merlot. Disse druer bliver lige efter høsten kørt i kølede kæmpetrucks 2000 km til Foster’s vinanlæg i Barossa Valley, hvor de vil indgå i en række af Foster’s mærkevarevine. Hvilke er endnu ikke bestemt.
Druerne tager i følge Foster’s ikke skade af transporten, men det er en dyr fornøjelse, der lægger ca. kr. 2,25 på prisen pr. flaske.