Flere rekorder blev slået, da Sotheby’s afholdt vinauktion i lørdags i New York. Hovedvinen var en dobbeltmagnum 1865 Château Lafite-Rothschild og den gik for 660.000 kr. på trods af, at den kun var vurderet til 250.000 kr. I følge Sotheby’s blev 8 ud af 10 auktionsrekorder slået på auktionen, som var den næststørste i auktionshusets historie.
Samlingen under hammeren bestod af 8.500 flasker fra forretningsmanden Russell H. Frye. Den var vurderet til mellem 3,5 og 5,1 mill. $, men gik for i alt 7,8 mill. $ (45 mill. kr.).
Andre højdepunkter fra auktionen var en kasse 1989 Romanée-Conti, Domaine de la Romanée-Conti, som gik for 650.000 kr. og to magnumflasker af 1947 Cheval-Blanc, som gik for 615.000 kr.
Også amerikanske vine satte rekorder. En kasse 1974 Heitz Cellars Martha’s Vineyard Cabernet Sauvignon gik for 117.000 kr. og to 6-fl. af 1994 Maya Dalle Valle gik hver især for 26.000 kr.