Ingen tvivl om at jeg har en sød tand. Det gælder også på vinsiden. Jeg elsker god dessertvin og portvin – både helt standalone men naturligvis også sammen med mad, der passer til.
Da jeg er lidt alene om passionen for dessertvin i min familie – min hustru er ikke meget for det – er det godt at mange af disse vine kommer i ½-flasker, så man ikke behøver at drikke sig helt i hegnet.
Og endnu bedre! Mange dessertvine og portvin klarer sig glimrende, selv når de har være trukket op i et par dage.
Det gælder også de to flasker, jeg har fat i her.
Fonseca Guimaraens Vintage Port 1991
Portvinen er fra Fonseca, der er et af de absolut tophuse i portvin. Der er tale om en Vintage Port fra 1991, men fra Guimaraens vingården, hvilket som regel betyder, at Fonseca ikke har fundet årgangen god nok til en “rigtig” Fonseca Vintage.
Men det gør nu heller ikke noget i dette tilfælde! På trods af snart 28 år på bagen er vinen i glimrende form og smager vidunderligt, men god blødhed, sødme og et fint alkohol touch, som der jo altid vil være i en portvin, da den er jo er “forstærket” med sprit.
Man mærker alderen, så den er nem bare at slubre men passer også fint til de hårde oste, jeg fik til. Skøn vin.
Jeg mener, at jeg oprindeligt har købt portvinen hos Vintage Portvin, der er et super sted, hvis du er interesseret i lidt ældre årgange af god portvin. Og så er priserne på portvin stadig relativt lave i forhold til andre klassevine.
Chateau Rayne Vignaud Sauternes 2009
Skal det være lidt mere sødt, så er der ingen vej uden om en vin med ædel råddenskab, som det så smukt hedder. I dette tilfælde en Sauternes fra 1. cru slottet Rayne Vignaud.
Sauternes er et område i Bordeaux, hvor man har ekstra gode betingelser for at få svampen Botrytis cinerea til at angribe druerne, som perforerer, så væsken fordamper og sukkerindholdet koncentreres.
Når man så gærer druerne bliver ikke alt sukkeret omdannet til alkohol og den heftige sødme opstår.
Som regel kan god Sauternes blive ret gammelt, så i dette tilfælde er det næsten barnemord med en flaske, der kun er 10 år gammel.
Men den smager nu herligt. Masser af orangeskal, honning i duften og smagen, men også en del pondus. Her er fart på. Som med al anden god Sauternes afrundes det hele af et fint syrepift, så balancen holdes og det søde ikke bliver vammelt og for meget. Her er det helt perfekt.
Sauternes er for mig ligesom slik! Den er skøn bare at drikke alene – i stedet for en slikskål eller som en dessert i sig selv. Det var det jeg gjorde.
Jeg har købt vinen “En Primeur” som det hedder – altså før den ellers kom på markedet. Og jeg mener i sin tid, at det var hos Theis Vine.
Det bedste er, at de to flasker ikke er tomme endnu, så i aften for de endnu en omgang!