En vinsamler fra Adelaide i Australien har netop købt et fuldt sæt af den australske kultvin Penfolds Grange. Den tilføres en samling, der næsten allerede var komplet. Den australske forretningsmand betalte 150.000 AUS $ (kr. 680.000) for samlingen, der dækker årgangene fra 1951 til 2002.
Hans bud var dog ellers kun 140.000 AUS $, men det nåede ikke sælgers mindstepris. Efterfølgende blev prisen dog forhandlet på plads med auktionarius, Mark Wickman fra Wickman’s Fine Wine Auctions, som mellemmand. Wickman fortalte, at køber allerede næsten havde en fuld samling af Grange.
Rekorden for et fuldt sæt Grange blev sat i 1998 med AUS $ 176.000 hos Langton’s Wine Auctions i Melbourne. Langton’s holder i øvrigt sin årlige Penfolds online auktion i næste måned og her kommer endnu et sæt Grange under hammeren.