Den første kraftige prisstigning på Bordeaux 2005 har rystet engelske vinhandlere. Det skriver Decanter.com. St. Emilion’s Quinault L’Enclos har frigivet sin pris og vil få en pris i England på ca. kr. 2.750 for en kasse – en stigning på 85% i forhold til året før.
Og selv om mange blot trækker på skuldrene er der andre, der sender skylden direkte videre til Robert Parker. Flere vinhandlere er af den opfattelse, at slottet alene har valgt at hæve prisen så voldsomt på grund af Parkers score på 92-95 pts. Og de er i øvrigt uenige med Parker i at så mange Pomerol og St.Emilion vine er så fremragende som Parker skriver. Simon Staples fra Berry Bros siger at mange højrebredsvine er overekstraheret, har for megen træ og ikke minder om Bordeaux.
I øvrigt sælger Quinault L’Enclos ikke så godt med den høje pris, hvilket vinhandlerne er glade for – det kan skræmme andre fra at følge efter.