Robert Parkers tidligere repræsentant i Bordeaux har udgivet en bog om den amerikanske vinguru. En bog der indeholder mange kontroversielle oplysninger om Parker og derfor har vakt stor opmærksomhed. Forfatteren er den tildigere repræsentant for Parker i Bordeaux, Hanna Agostini. Hun forlod jobbet i 2003 efter at have været beskyldt for at misbruge Robert Parkers navn.
Siden har hun brugt tiden på at skrive bogen og nu er det altså “payback-time”. Hun beskylder bl.a. Parker for at være for gode venner med slotsejerne i Bordeaux, hvilket går ud over hans troværdighed og for at genbruge beskrivelser og ratings. Hun ser en sammensværgelse mellem Michel Rolland (kendt “flying winemaker”) og Parker. “Alle ved de er gode venner og Rolland forsøger bevidst at lave vine, som Parker kan lide”, skriver hun.
Den kendte Bordeaux-personlighed Alain Raynaud har forsøgt at stoppe bogens udgivelse, hvis ikke en passus i den blev fjernet. Agostini skriver, at Parker er gudfader til Raynaud’s datter og er blevet det for at Raynaud’s vine kunne få flotte ratings. Raynaud lagde sag an ved retten, hvor han fremlagde bevis for, at Parker IKKE er gudfaderen. Men retten afviste sagen og bogen er altså nu udgivet.