Den engelske vinkæde Oddbins er efter et fransk eventyr blevet “solgt tilbage” til England. Det er sønnen til en tidligere direktør fra Oddbins, der har overtaget kæden, der engang var Englands største. Sælger er det franske firma Castel, der siden 2002 har ejet Oddbins, men aldrig har formået at udvikle kæden, hvilket de sidste års mange underskud vidner om.
Køberen er Ex Cellar, der er ejet af Simon Baile – søn af Nick Baile, der var direktør i Oddbins storhedstid i 70’erne – og Henry Young. Ex cellar er startet i 1999 og har i dag to forretninger i henholdsvis Surrey og Paris. Simon Baile bliver direktør for Oddbins, mens Young overtager posten som bestyrelsesformand. Alle andre i Oddbins nuværende ledelse bliver.
“Vores detail baggrund og min viden om, hvad der tidligere gjorde Oddbins populær skal medvirke til at få passionen og innovationen ind i forretningen”, siger Baile. Der bliver en kort periode, hvor den nuværende struktur bliver analyseret og hvor der skal lægges planer for fremtiden.
Kilder tæt på handlen siger, at forhandlingerne mellem Castel og Ex Cellar har stået på i mere end et år. Prisen er en del mindre end de 57 mill. £ (535 mill. kr.) Castel betalte for kæden i 2002. Selv om Ex Cellar skulle have finansieringen på plads undrer mange sig over, at firmaet endnu ikke har indleveret regnskab for 2007. Sidste frist var 26. juni 2008 og som i Danmark risikerer firmaet at blive tvangsopløst.