Et af de ældste vinslotte i St. Emilion, Château Soutard, er sat til salg. Vinslottet er klassificeret som Grand Cru Classé og har været i familien des Ligneris ejerskab siden 1836. Slottet, som er fra 1762, og dets 27 ha vinmarker er til salg for 35 mill. € eller 260 mill. kr.
Den nuværende leder af slottet, Francois des Ligneris, er en kendt og lidt kontroversiel figur i Bordeaux. Han er ikke meget for den amerikanske vinskribent Robert Parker og har også sat sig op imod de franske vinmyndigheder flere gange. Blandt andet deklassificerede han engang hele sin produktion fra Corbieres og Entre-des-Mers fordi har var utilfreds med INAO.
Han ejer Soutard sammen med sine to søstre, da hans far ikke ønskede ejerskab af slottet. Faderen var medstifter af det lokale socialistparti og er kendt som den “Røde Baron”.