Margaux-slottet Château Marquis d’Alesme Becker er solgt til naboen Château Labegorce. Prisen, som Labegorce’s ejer Hubert Perrodo har betalt, anslås til at være €25 mill.
d’Alesme Becker er et 3. Cru slot og har været ejet af Zuger familien siden 1950’erne. Jean-Claude Zuger beholder selve slotsbygningen, mens navnet, lager, vinfaciliteter og 28 ha vinmarker overgår til Perrodo.
Perrodo har store planer for vinen, der de sidste mange år ikke har levet op til niveauet for en 3. Cru. Han ejer i forvejen Cru Bourgeois slottene Labegorce og Labegorce Zédé, som han ønsker at slå sammen til én vin, hvilket slottet da også tidligere var.