Château Carmes Haut-Brion i Bordeaux er blevet købt for 18 mio € – en rekord pris. Ejendommen, der ligger i Pessac-Leognan, blev købt af Patrice Pichet, leder af Bordeaux ejendomsselskabet Groupe Pichet. Dette er hans første vingård køb. Pichet har efter sigende betalt 18 mio € (134 mio DKK) for slottet i november 2010 til ejerne Didier Chantecaille-Furt og hans datter Penelope.
Vingården ligger tæt på Château Haut Brion (de to slotte havde samme ejer, Jean de Pontac, i en del af det 16. århundrede). På trods af samme beliggenhed og terroir kommer Carmes dog sjældent i nærheden af sin navnebror, når det gælder kvalitet.
Carmes Haut-Brion har 4,7 ha vinmarker og yderligere 3 hektar park. Det betyder, at salgsprisen svarer til 3,8 mio € pr. hektar – hvilket ifølge den lokale avis Sud Ouest, er det højeste beløb nogensinde betalt pr. ha for en vingård i Bordeaux, selv om der tages hensyn til, at prisen også indeholder den tilstødende park og det attraktive slot fra det 19. århundrede. Typisk er prisen på de mest eftertragtede vinmarker i de mest prestigefyldte appellationer som Pauillac eller St.-Emilion omkring 1 mio € pr. ha, op til 1,5 mio € i særlige tilfælde.
I 2007 betalte Martin og Olivier Bouygues 140 mio € for det 65 ha store Château Montrose i Saint Estephe (ca. 2 m € pr. hektar) og de Bouard familien fra Chateau Angelus betalt 10 mio € for en 50% ejerandel i 6 ha store Château Bellevue i St Emilion – også i 2007.