3. marts 2006

Champagne skal drikkes hele året! Derfor var det skønt en februardag at få lov at smage nogle gode champagner fra det lille familiedrevet hus, Egly-Ouriet. Ejeren og vinmageren, Francis Egly, var selv til stede for at præsentere de boblende vine. En yderst ydmyg og venlig mand, der ser sin egen fornemste opgave at skabe det bedste grundlag for skønne champagner. Og det foregår i marken! Langt fra det sædvanlig marketingtryk, som de store champagnehuse normalt stiller op med.

Egly-Ouriet ejer 13 ha vinmarker, hvoraf de fleste er Grand Cru, og fremstiller i alt ca. 100.000 flasker om året, så der er ikke meget at gøre godt med – desværre. Størstedelen (60.000 fl.) går til “standardchampagnen” mens resten er fordelt på små specialcuvéer. Generelt er alle Egly’s vine ekstremt rene og friske i det og meget klare i udtrykket. Nedenfor kan du læse mine kommentarer til de enkelte champagner vi smagte:

Egly-Ouriet Champagne Grand Cru Brut Tradition
70% Pinot Noir og 30% Chardonnay, 60.000 fl. Her er lidt nødder, citrus og gær i næsen. Den er mellemfyldig med god frugt, fin mousse og en dejlig, meget harmonisk og frisk smag. Her er fin kompleksitet og dybde i en god vinøs indpakning. 91/100 pts. Kr. 300,00.

Egly-Ouriet Champagne Brut Les Vignes de Vrigny
En spændende cuvée fremstillet på 100% Pinot Meunier (15.000 fl.) fra en vinmark i Vrigny. Den er forholdsvis aromatisk med lidt blomster og urter i en frisk smag, der er til umiddelbar nydelse. Dejlig rund og fyldig med en flot tør slutning. Lækker, lidt speciel, men absolut dejlig champagne. 90/100 pts. Kr. 260,00.

Egly-Ouriet Champagne Grand Cru Brut Rosé
70% Pinot Noir, 30% Chardonnay, 6.000 fl. Lys laksefarve med fersken og kirsebær i næsen. Mellemfyldig med frisk frugt og en rank, tør og ikke så kraftig smag. Længden er dog lang – ganske kompleks vin. 89/100 pts. Kr. 350,00.

Egly-Ouriet Champagne Grand Cru Extra Brut V.P
60% Pinot Noir, 40% Chardonnay, 10.000 fl. Intens med citrus, mineraler og lidt gær i næsen. Flot, fyldig og meget kompleks og mineralsk smag. Tør men med en lang smag fyldt med lækker frugt og en flot harmoni. 92/100 pts. Kr. 360,00.

Egly-Ouriet Champagne Grand Cru Brut Blanc de Noirs Vieilles Vignes
100% Pinot Noir, 6.000 fl. Fremstillet af 50 år gamle vinstokke. Lagrer 5 år i alt. Den har en lys høgul farve med en intens duft af citrus, nødder, rugbrød. Fyldig champagne med en flot stor smag, der er både blød og intens, men afrundes flot elegant. Flot sag! 93/100 pts. Kr. 475,00.

Francis Egly fremstiller også en rødvin på Pinot Noir fra Champagne. Og hvilken en! Egly-Ouriet Côteaux Champenois Rouge Grand Cru 2002 er en vidunderlig vin! Intens i næsen med kirsebær, jordbær. Den er mellemfyldig med en flot silkeblød, delikat og fantastisk lækker smag. Den smyger sig rundt i munden med en flot raffineret smag. Feminin med finesse. Fuld på højde med mange store Bourgogner. Jeg gav den 91/100 pts. Årgang 2003 var mere kraftig og havde endnu en del fad, men bliver sikkert lige så god (jeg fik ikke skrevet smagenotaterne ned…). Prisen er kr. 410,00.

Alle Egly-Ouriets vine forhandles af Vinea Nordic.

Om forfatteren 

Jan Olsen

Jan har drevet VinForum siden 1997 og er dermed en af de mest erfarne online vinskribenter. Læs mere end 5.000 sider om alt fra vinens verden.

Giv en kommentar

Din email adresse offentliggøres ikke. Påkrævede felter er markeret.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Bay Vine