Vinslottet Château d’Arsac i Margaux går nu nye veje i vinproduktionen på slottet. Ejeren af slottet, Philippe Raoux, vil hvert år invitere en ny gæste-vinmager til at fremstille vinen fra en udvalgt 15 ha vinmark ved slottet. Vinmageren får fuld ret til at bestemme arbejdet i både vinmarken og kælderen.
Raoux’ ide er at vise, at det i høj grad er vinmageren, der skaber vinen, mere end AOC, druetype eller om det er den gamle eller nye verden.
Vinen bliver ikke betegnet ved årgang men med “episode” og episode 1 går (måske ikke overraskende) til Michel Rolland, den nok mest berømte rådgivende ønolog. Episode 2 går til Denis Dubourdieu.
I det 3. år ønsker Raoux sig en vinmager fra USA. Det første år vil der blive produceret 60.000 flasker, som først og fremmest skal sælges i USA og Storbritannien.