En ny naturlig korkprop, der ikke skulle udvikle propsyge (TCA), testes nu i Bordeaux. Chateau La Dauphine i Fronsac er gået med til et forsøg, hvor 300 flasker forsynes med den nye ProCork og 300 flasker med en normal korkprop. Vinene vil så blive testet én gang om året i 10 år.
Den nye ProCork er naturlig kork men den er forsynet med nogle tynde polymer membraner i begge ender. Disse membraner tillader ilt at komme igennem men forhindrer TCA-molekylet, der giver den uhumske propsmag, at komme ind i vinen.
ProCork blev grundlagt i Australien i 2002 men anvender kork fra Portugal. ProCork hævder at deres prop er bedre end skruelåg, da den tillader ilt at komme igennem og dermed undgår man de dårlige dufte, der kan opstå i en flaske med skruelåg – angiveligt på grund af, at der ikke er nogen ilt.
I Australien er der nu 100 vinproducenter, der anvender ProCork mens 50 andre laver forsøg med den. Chateau La Dauphine er den første vingård, der prøver proppen i Europa. Forsøget er i øvrigt finansieret af ProCork.