Efterhånden er de fleste druer i hus i Bordeaux-området. På højre bred er høsten stort set ovre med al Merlot høstet og kun få marker med Cabernet tilbage. De forventes ind i løbet af weekenden. I Pomerol var Chateau La Conseillante færdig den 7. oktober, Le Pin den 8. og Petrus den 12. oktober. På venstre bred var høsten på Mouton Rothschild overstået den 13. oktober.
Mathieu Cuvelier fra Clos Fourtet i Saint Emilion færdiggjorde høsten i sidste uge og er godt tilfreds: “Vi er glade for den modenhed, druerne har opnået, og udbyttet er meget lavt – mellem 20 og 25 hl/ha – på grund af at vi kunne vente så længe med høsten. Alkoholniveauet i St. Emilion kommer let op på 13,5%”.
Petrus ejer Christian Moueix, som også driver slotte som Magdelaine i St-Emilion, Lagrange, Latour a Pomerol, La Fleur Petrus, Trotanoy og Lafleur Gazin, færdiggjorde høsten i St. Emilion i denne uge og i Pomerol ugen før. “Druerne har en koncentration, som jeg ikke har set i årevis. Udbyttet er lavt, da vi tyndede godt ud i sommer. Kvaliteten minder mig om 1983 med en skøn sen vækstsæson.”
De første to uger af oktober var solrige med temperaturer op imod 26 grader, hvilket har gavnet en ellers vanskelig vækstsæson. Både indholdet af naturlig alkohol og syre er højt, mens råd ser ud til at være det største problem i de vinmarker, der ikke er drevet ordentligt. Og så er de producenter, der kunne vente og holde nerverne i ro, blevet tilgodeset med et godt druemateriale.