Producenterne i Bordeaux har svært ved skabe stor interesse for årgang 2007. For øjeblikket er alverdens vinhandlere og pressefolk i Bordeaux for at smage den seneste årgang 2007, der efterfølgende udbydes til i salg via det såkaldte En Primeur system. Et system, der i korte træk går ud på, at vinhandlerne køber og betaler vinen nu, men først får den leveret om ca. 2 år, når den er kommet på flaske og er klar.
Indtil nu har stemningen blandt de tilrejsende været lidt trist, da kvaliteten af årgangen ikke er helt i top og da det ikke er afgjort om de høje priser fortsætter.
De fleste kommentatorer kalder årgangen for blandet – der er gode ting ind imellem, men generelt set er indtrykket ikke så godt. Mange har tidligere sammenlignet 2007 med 2006, 2004 eller 2001, men nu er det indtrykket, at kvaliteten generelt ikke når på højde med disse årgange.
Der er tale om frugtige, lidt lette vine, der ikke kræver lang lagring, men kan drikkes med det samme. En restaurant-årgang, som det kaldes.
Der er dog lyspunkter! De hvide vine og ikke mindst de søde vine fra Barsac og Sauternes får stor ros med på vejen.

