Amazon.com indgår partnerskab med Wine.com for at kunne sælge vin til amerikanerne. Wine.com er USA’s største online vinhandel og ideen med partnerskabet er, at Amazon’s ordrer sendes direkte til Wine.com, som så håndterer ordrerne.
Når systemet går i luften vil Amazon’s kunder få et Wine.com logo, når de søger efter vin eller klikker sig ind i vinsektionen.
Wine.com har siden starten for over 10 år siden været igennem mange finansielle problemer og har haft vanskeligt ved at få volumen på forretningen, især på grund af den amerikanske lovgivning, der mange steder forhindrer at vin må sendes over statsgrænserne. Men nu har Wine.com oprettet lagre i mange stater og kan sælge vin til 36 af 50 stater.
Wine.com solgte vin til over 100.000 kunder i 2007 og solgte for i alt 32 mill. $, der med dagens lave kurs svarer til ca. 160 mill. kr.