År 2001 var et godt år for VinForum VinAuktion. Auktionen gik voldsomt frem på næsten alle områder og hører nu til blandt de største vinauktionshuse i Danmark – både online og offline. Der blev i alt afholdt 14.514 auktioner blandt auktionens medlemmer – næsten en fordobling i forhold til de 7.645 auktioner, der blev afholdt i år 2000. Blandt auktionerne i 2001 resulterede 3.342 i et salg, svarende til en salgsprocent på 23% og en stigning på 69% i forhold til år 2000.
Omsætningen (målt som hammerslagspriser) blev på kr. 4.245.825. Det er en stigning på 65% i forhold til år 2000. Den gennemsnitlige pris pr. lot blev på 1.270 kr. – et fald fra 1.309 kr. i år 2000.
Den flotte fremgang er sket på trods af indførelsen af gebyrer på auktionen. Siden 15. juni 2001 har alle skulle betale 10 kr. for en afsluttet handel på auktionen eller et årsgebyr på 200 kr.
VinForum VinAuktion har i dag over 3.100 medlemmer og der gennemføres ca. 1.200 auktioner om måneden.