Så er vi klar til tematesten af Tysk Riesling. Vin fra Tyskland er ikke det vi drikker mest af i Danmark. Det skyldes generelt at vi ikke drikker så meget hvidvin, men er et rødvinsland, og at tysk vin stadig har et lidt dårligt omdømme her til lands, hvilket er uretfærdigt.
Der vokser omkring 100 forskellige druesorter i Tyskland, når alt tælles med. Men Riesling er den mest plantede drue, der dækker ca. 24% af det samlede vinmarkareal.
Riesling er den fornemste drue i Tyskland og hører på verdensplan til blandt de bedste hvidvinsdruer. Den vokser godt i stenet jord, behøver ikke megen nedbør og er også hårdfør overfor frost. Den har et relativt højt syreindhold, som giver vinen god friskhed og lang levetid og i øvrigt balancerer vinen godt, hvis den – som ofte er tilfældet i tysk Riesling – har lidt sødme.
For at kunne yde sit optimale, skal Riesling have mange timer med sol og den modner ofte meget sent i Tyskland, hvor høsten foretages i slutningen af oktober måned.
Stilen i en tysk Riesling kan varierer meget fra det stålsatte, tørre og sprøde til det ekstremt søde og raffinerede. Ofte er duften fyldt med æble og citrus i de unge år, hvorefter pære og den typiske petroleumsduft kan tage over.
Det lokale miljø – terroir – betyder også meget for Rieslings fremtoning og der er vel ikke andre druer, der i den grad afspejler sit terroir. Det ses også i dagens test, hvor der er Riesling med fra fem forskellige tyske distrikter; Mosel-Saar-Ruwer, Pfalz, Rheingau, Rheinhessen og Franken. Der er 21 vine og set ud fra et pris/kvalitetsforhold er de alle glimrende. De er så heller ikke i den helt billige ende, men priserne starter dog ved 70 kr. Vil man have god tysk Riesling, må man betale for det!
Der er hele seks vine, der får de maksimale 5 stjerner og fem vine, der får en score på 90+, så det er et flot felt. Det bliver for meget at gennemgå alle de bedste vine, så her kommer et lille udvalg:
J.L. Wolf Forster Riesling 2007 er en mellemfyldig vin med fin frugt og en smag, der er yderst harmonisk med god, sprød syre og en fin tør smag. Her er en vis elegance og mineralitet. Glimrende! Den scorer 89/100 pts. og prisen er 99,00 hos Vinens Verdens forhandlere.
Juliusspital Riesling Würzburger Stein Grosses Gewächs 2007 er en mellemfyldig vin med lækker frugt og en smag, der er gennemført harmonisk i en lidt cremet stil. Den har både god intensitet og er samtidig elegant og finesserig. Meget flot! Den er jeg ret vild med! Den scorer 93/100 pts. og prisen er kr. 299,95 hos H.J. Hansen Vin og Magasin.
Endelig er der vinen med de højeste score, som tilhører den søde og elegante ende: Gunderloch Riesling Auslese Nackenheim Rothenberg 2007. Den er mellemfyldig til fyldig med lækker frugt og en smag, der er elegant sødmefyldt med gode eksotiske frugtaromaer. Vinen har en god syre, der balancerer den perfekt. Den slutter flot langt med lækker sødme og den gode spidse syre til at runde af. Svær ikke at bælle! Den scorer 94/100 pts. og prisen er 318,00 hos Vinens Verdens forhandlere.

