Vinproducenterne i Bordeaux håber på godt vejr inden høsten sætter ind om ikke så lang tid. Det gode vejr med sol skal kompensere for det dårlige vejr, der har været under druernes modningsproces. Det skriver Decanter.com. Der har været megen regn og lidt sol i august måned, så druerne har meget tynde skaller og der er øget risiko for råd mange steder.
Det er dog ikke alle, der er lige pessimistiske. Paul Pontallier fra Château Margaux siger, at høsten nok bliver lille, men at kvaliteten er OK. Han mener i øvrigt at vejret i august var værre i 1992, 1993 og 1997. Men at solen har været fraværende bestrider han ikke. Normalt er der 10 dage i august, hvor det er over 30°C – i år har der kun været 5 dage. Selve høsten begynder først om tidligst 2 uger.