Vi nærmer os sommeren og en masse nye vin strømmer ind – derfor er der mange vine, der skal testes inden ferien. I dag er der 18 flasker på programmet, heraf 6 rosévine, som jo er en decideret sommervin. Resten er meget blandet; fra Chile til Brunello.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er den store rosé-fan. Jo, på en varm sommerdag er det da en dejlig tørstslukker, men en rosé når sjældent store vinmæssige højder. Det er en vin til umiddelbar fornøjelse og den skal drikkes så ung som muligt.
Rosé kan fremstilles på forskellig måde. Den mest almindelige er at lade de blå druer have meget kort skindkontakt under gæringen, hvorefter de fjernes. Dermed får vinen kun en lys rød farve og man undgår, at tanniner sætter sig i vinen. Man bevarer på den måde friskheden i vinen. Man kan også benytte den såkaldte Saignée-metode. Saignée betyder “åreladning” og her får druerne også kort tid sammen med skallerne, hvorefter den fritløbende most aftappes (årelades) og gærer videre alene. Den resterende most (der er sammen med drueskallerne) kan så fortsætte gæringen og blive til rødvin, hvis man ønsker dette. Denne metode anvendes bl.a. i Bordeaux for at øge koncentrationen i de røde vine i de “vandige” årgange. Endelig kan man blande rødvin og hvidvin. Denne metode er dog ikke tilladt i EU (kun i Champagne) og resultatet er sjældent spændende.
Der er én rosé, der begejstrer mig i dagens smagning. Det er chilenske Carmen Rosé Syrah-Cabernet 2005. Den er let til mellemfyldig med dejlig frugt og en blød, harmonisk og meget lækker frugtig smag. Her er også en god længde og en flot balance, så det hele er godt afstemt. Den slutter dejligt langt med en god frugt og friskhed. Dejlig – den smager bare godt! Den scorer 86/100 pts. og det er 5 stjerner værd til prisen på kr. 59,50. Find en forhandler på www.wine.dk. I øvrigt kan vinen smages hos nogle af forhandlerne fredag og lørdag i denne uge.
Af de øvrige vine er der kun en enkelt, der også får 5 stjerner. Den er såmænd også fra Chile – Emiliana Cabernet Syrah 2004. Den er mellemfyldig med lækker frugt og en stor, blød og rund smag, der er meget harmonisk. Her er flotte runde tanniner i en kraftfuld smag, der smager af meget mere end godt 50 kr. En flot, blød, frugtig vin og et fund til prisen. Den scorer 87/100 pts. og prisen er kr. 54,75 v/12 fl. hos Vintjeneren.
Vil du forkæle dig selv kan du prøve en af de to brunello’er, der er med i testen. Brunello di Montalcino er desværre aldrig en billig vin og desværre også sjældent en nem tilgængelig vin. Men begge årgange af Uccelliera Brunello di Montalcino er drikkemodne på dette tidspunkt. Prisen er dog på hele kr. 332,00 pr. flaske. De fås hos Fiasco-Vine.
Navn | Region | Årgang | Score | Pris |
![]() Donis Rosat – Celler de Capcanes |
Spanien | 2004 | 84 | 69,00 |
![]() Rosé – Susana Balbo |
Argentina | 2005 | 83 | 59,00 v/12 |
![]() – Castello di Ama |
Italien Toscana |
2005 | 83 | 78,00 |
![]() Syrah-Cabernet – Carmen |
Chile | 2005 | 86 | 59,50 |
![]() – Didier Cornillon |
Frankrig Rhône |
2004 | 82 | 41,65 v/6 |
![]() Rosé – Sichel |
Frankrig Bordeaux |
2005 | 84 | 68,00 |
![]() – Echeverria |
Chile | 2005 | 85 | 45,00 v/12 |
![]() – Emiliana |
Chile | 2004 | 87 | 54,75 v/12 |
![]() – Elsa |
Argentina | 2004 | 85 | 69,75 |
![]() – Domaine La Colliere |
Frankrig Rhône |
2004 | 87 | 94,00 |
![]() Cabernet Shiraz – Katnook Estate |
Australien | 2002 | 86 | 79,00 v/6 |
![]() – Cellier des Princes |
Frankrig Rhône |
2003 | 87 | 149,00 |
![]() – Bogle |
USA | 2003 | 86 | 119,95 v/12 |
![]() Aces Shiraz – Peos Estate |
Australien | 2004 | 89 | 198,00 |
![]() Sirah – Bogle |
USA | 2003 | 87 | 119,95 v/12 |
![]() Rosso – Abbona |
Italien Piemonte |
2001 | 86 | 125,00 |
![]() di Montalcino – Uccelliera |
Italien Toscana |
1999 | 91 | 332,00 |
![]() di Montalcino – Uccelliera |
Italien Toscana |
1998 | 90 | 332,00 |